Hvordan skal jeg forsikre min hund?
Ligesom alle hunde skal være registreret i Dansk Hunderegister og forsynet med et ID-nummer, inden de fylder otte uger, skal du som hundebesidder have en lovpligtig ansvarsforsikring, inden din hund fylder 16 uger.
Hvis din hund er skyld i en trafikulykke, bider en anden hund eller ødelægger andres ting, dækker den lovpligtige ansvarsforsikring dit ansvar. Ansvarsforsikringen dækker altså, hvis din hund gør skade på andre mennesker, dyr eller ting. Men den dækker ikke, hvis din hund gør skade på dig eller dine ting.
Hvis du vil gå til træning med din hund, skal du være opmærksom på, at du hos nogle forsikringsselskaber skal tegne en udvidet ansvarsforsikring.
Ansvarsforsikringen dækker ikke sygdom
Det er også muligt at tegne en sygeforsikring til din hund, da ansvarsforsikringen ikke dækker, hvis din hund bliver syg. Sygeforsikringen dækker en del af dine dyrlægeudgifter, hvis din hund bliver syg eller kommer til skade.
Der er stor forskel på, hvordan og hvor længe en sygeforsikring dækker. Derfor skal du som besidder undersøge, hvilken sygeforsikring, der passer bedst til dig og din hund, inden du tegner forsikringen.
Tegn forsikringen før du henter din hund
Du behøver ikke at vente på registreringsoplysningerne fra Dansk Hunderegister, før du forsikrer din hund. Så snart du har modtaget ID-nummer og fødselsdato fra din opdrætter, kan du tegne forsikringerne, og eventuelt sætte dem til at virke fra den dag, du henter din hvalp fra opdrætteren.
Du kan læse mere om priser og dækning fra de forskellige forsikringsselskaber her.